Engang imellem er det nok sundt at blive konfronteret med livets barske realiteter, men synes nu nok at jeg er ved at have forstået budskabet. Lige for at ridse op for alle dem der er tabt, så har jeg stadig visse eftervirkninger fra sidste sæsons sidste cykelløb (for mit vedkomne vel at bemærke). Rent ud sagt, så er bedringen vist forsvindende lille, for ikke at sige ikke eksisterende de sidste 6-7 måneder. De (dygtige?!) læger siger, at der ikke er noget unormalt i det og at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed. Jo tak, nu er jeg ikke den tålmodige type af natur, men har da alligevel taget det til mig og har da også lært at kigge frem.. langt frem!. Husker tydeligt, ca 2 uger efter at jeg styrtede, at jeg lå i sengen og havde det rigtigt skidt og tænkte “hold nu lige ud, om 3 uger er det hele fint igen”. De 3 uger gik og lidt til, hvor jeg så småt jokede med at til juleaften, der har jeg det godt igen. Jeg skulle blive klogere. Juleaften er 2 måneder siden nu og ja, er vist ikke 100% endnu. Hvad der slår mig mest er, den fuldstændige mangel på opfølgning fra læger/hospitalets side. Jeg undrer mig bare over, at de kan ofre så mange penge på et “traume-kald”, hvor hele systemet er sat i sving. Man bliver undersøgt i (bogstavelig talt) alle ender og kanter for at sikre de vitale funktioner. Nu kigger min læge på mig som om at jeg er hypokonder, når jeg fortæller at hovedpinen er kørende på 10 måned nu. For jeg ser jo “sund og rask ud”. Det bringer mig til noget af det værste folk kan sige, selvom det nok er i en god mening. “Du ser da ellers rask nok ud”. Skal jeg savle og have svært ved at binde mine egne snørebånd for at blive taget seriøst?. Jeg har aldrig og kommer aldrig til at forlange folks medlidenhed, derfor vil jeg aldrig sidde og ynke mig selv på fx arbejdet. De betyder ikke at jeg har det fint!. Engang imellem tænker jeg, at folk skulle bare prøve det, men så alligevel, det ønsker jeg ikke for nogen. På det professionelle plan, så arbejder jeg stadig halv tid, hvilket er om muligt noget af det mest nedværdigende man kan komme ud for som 30 årig. Synes stadig at det er direkte pinligt at skulle sige “vi ses i morgen” til kollegaerne når kl er 12.30, især hvis nu at de tror at jeg har det “fint”. Læserne her på siden, kan nok fornemme udfra træningsregistreringen, at det nok ikke bliver til DM guld i år. Sagen er, at jeg kan ikke få noget svar fra de dygtige læger om træning vil a) fremme helingen, b) gøre det hele værre, eller c) ikke have nogen betydning. Så når jeg har forsøgt mig med lidt træning og efterfølgende fået det skidt, er det så træninges skyld, eller fordi jeg har siddet foran PC´en på arbejdet, eller er det helt tilfældigt?. For at komme tvivlen til gode, vælger jeg dog alligevel at holde mig i gang, det er nok godt for noget. Mht. cyklingen, så må det da også siges at have visse sociale konsekvenser, at gå op i noget så intenst hver eneste dag i 12 år og bygge det meste af ens sociale netværk op omkring det. Omvendt har jeg da også kunne “sortere” lidt ud i omgangskredsen udfra hvem der jævnligt spørger til mig og så dem der mest var der, når resultaterne også var der;). Det er tit at folk spørger til om jeg kommer til at køre igen. Umiddelbart har jeg meget svært ved at forlig mig med tanken om at det hele sluttede d 17/04/2011 kl 13.07. Så kommer jeg tilbage, bliver det for at køre folk midt over! 10+ måneders ufrivillig pause kan gøre meget godt for motivationen.
jacobkollerup.dk 