Still alive and kicking…!

Cyklingen sættes på stand-by efter styrt.

 

Et masse-styrt i forårets første Post Cup afdeling i Køge plager mig stadig.

 

Jeg var så uheldig at slå hovedet i asfalten med stor fart i styrtet. Jeg blev slået bevistløs og kørt til Køge sygehus traumecenter. En kraftig hjernerystelse og diverse sår og skrammer var resultatet. Jeg husker intet fra selve styrtet, kun lige op til, hvor nogle holdkammerater er ved at køre mig længere frem i feltet på de smalle veje. Det næste jeg husker er, at ambulance manden holder mit hoved mens en anden forsøger at få en krave om min nakke. De efterfølgende dage kunne jeg stort set ikke holde mig oprejst, da balance-evnen var helt ude af kurs og havde nok på fornemmelsen at det her ikke ville være overstået med 8 dage i sengen. Tiden efterfølgende har været meget turbulent. Jeg startede alt for hurtigt ud med arbejde og træning og kan på det kraftigste fraråde det!

Det er nu lidt over 3 måneder siden styrtet og jeg har stadig mén. Da jeg arbejder som ingeniør og derfor sidder foran skærmen en hel del, udtrættes hovedet meget let. Træningen er neddroslet til få ture om ugen af ca 1 times varighed, mest for at få lidt luft. Min arbejdsgiver, Medicologic A/S, har heldigvis været meget forstående for situationen og giver mig plads til at komme mig. Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke. Jeg har desværre lidt svært ved at se mig selv sidde i et felt igen med 100 andre og kæmpe om en plads på viften, efter det her forløb. Og som det er pt, hvor jeg ikke kan træne, så har jeg valgt at sætte sporten på stand-by og fokusere på det vigtigste, nemlig at blive 100% igen. Måske har jeg kørt mit sidste cykelløb, måske ikke. Det var nu ikke lige på denne her måde at det skulle slutte

En kort sammenfatning af min cykel-”karriere” omfatter mere end 20 sejre i A-klassen, selv regner jeg DM-bronzen i enkeltstart i 2007 som det største resultat.

 

GPS data er pt nede..

Grundet et mindre problem med min Garmin Connect konto (Garmin “kom til” at slette den..!), er der ikke adgang til GPS filer. De arbejder på at genskabe det, ellers er det lige 4 års træningsregistrering der er væk.
Generel helbreds status står stadig på hovedpine og negativt overskud, men holder humøret højt og forventer det bedste af fremtiden:)

Statusopdatering

Engang imellem er det nok sundt at blive konfronteret med livets barske realiteter, men synes nu nok at jeg er ved at have forstået budskabet. Lige for at ridse op for alle dem der er tabt, så har jeg stadig visse eftervirkninger fra sidste sæsons sidste cykelløb (for mit vedkomne vel at bemærke). Rent ud sagt, så er bedringen vist forsvindende lille, for ikke at sige ikke eksisterende de sidste 6-7 måneder. De (dygtige?!) læger siger, at der ikke er noget unormalt i det og at jeg bare skal væbne mig med tålmodighed. Jo tak, nu er jeg ikke den tålmodige type af natur, men har da alligevel taget det til mig og har da også lært at kigge frem.. langt frem!. Husker tydeligt, ca 2 uger efter at jeg styrtede, at jeg lå i sengen og havde det rigtigt skidt og tænkte “hold nu lige ud, om 3 uger er det hele fint igen”. De 3 uger gik og lidt til, hvor jeg så småt jokede med at til juleaften, der har jeg det godt igen. Jeg skulle blive klogere. Juleaften er 2 måneder siden nu og ja, er vist ikke 100% endnu. Hvad der slår mig mest er, den fuldstændige mangel på opfølgning fra læger/hospitalets side. Jeg undrer mig bare over, at de kan ofre så mange penge på et “traume-kald”, hvor hele systemet er sat i sving. Man bliver undersøgt i (bogstavelig talt) alle ender og kanter for at sikre de vitale funktioner. Nu kigger min læge på mig som om at jeg er hypokonder, når jeg fortæller at hovedpinen er kørende på 10 måned nu. For jeg ser jo “sund og rask ud”. Det bringer mig til noget af det værste folk kan sige, selvom det nok er i en god mening. “Du ser da ellers rask nok ud”. Skal jeg savle og have svært ved at binde mine egne snørebånd for at blive taget seriøst?. Jeg har aldrig og kommer aldrig til at forlange folks medlidenhed, derfor vil jeg aldrig sidde og ynke mig selv på fx arbejdet. De betyder ikke at jeg har det fint!. Engang imellem tænker jeg, at folk skulle bare prøve det, men så alligevel, det ønsker jeg ikke for nogen. På det professionelle plan, så arbejder jeg stadig halv tid, hvilket er om muligt noget af det mest nedværdigende man kan komme ud for som 30 årig. Synes stadig at det er direkte pinligt at skulle sige “vi ses i morgen” til kollegaerne når kl er 12.30, især hvis nu at de tror at jeg har det “fint”. Læserne her på siden, kan nok  fornemme udfra træningsregistreringen, at det nok ikke bliver til DM guld i år. Sagen er, at jeg kan ikke få noget svar fra de dygtige læger om træning vil a) fremme helingen, b) gøre det hele værre, eller c) ikke have nogen betydning. Så når jeg har forsøgt mig med lidt træning og efterfølgende fået det skidt, er det så træninges skyld, eller fordi jeg har siddet foran PC´en på arbejdet, eller er det helt tilfældigt?. For at komme tvivlen til gode, vælger jeg dog alligevel at holde mig i gang, det er nok godt for noget. Mht. cyklingen, så må det da også siges at have visse sociale konsekvenser, at gå op i noget så intenst hver eneste dag i 12 år og bygge det meste af ens sociale netværk op omkring det. Omvendt har jeg da også kunne “sortere” lidt ud i omgangskredsen udfra hvem der jævnligt spørger til mig og så dem der mest var der, når resultaterne også var der;). Det er tit at folk spørger til om jeg kommer til at køre igen. Umiddelbart har jeg meget svært ved at forlig mig med tanken om at det hele sluttede d 17/04/2011 kl 13.07. Så kommer jeg tilbage, bliver det for at køre folk midt over! 10+ måneders ufrivillig pause kan gøre meget godt for motivationen.

Post commotio status

For de u-indviede, dækker overskriften over den lægefaglige betegnelse for et hovedtrame, som varer mere end 3 måneder. Det er i skrivende stund præcis 5 måneder siden at jeg sad det forkerte sted i feltet og måtte bide i asfaltet (desværre med hovedet først). Det positive er, at sådan overordnet går det da fremad, men jeg er desværre stadig et stykke fra at være “rask” igen. Hovedpine, svimmelhed, træthed og kvalme er blevet til daglig kost, men graden er heldigvis stilnet af. Sådan noget hjernerystelse er en underlig størrelse. Langt de fleste får det jo fint efter et par uger, så er der nogle der er nogle måneder om det og så er der tilsidst skrækhistorierne med dem der går med det i flere år. Tror nu ikke at det er helt så galt med mig, da jeg er rimelig “normal”. Hovedets tærskel er bare sænket en del og det skal hverdagen så tilrettes efter. Må jo så huske på, at jeg før styrtet, måske også kørte lidt i overgear med et job, hvor man ikke altid går hjem kl 16 og så en cykelkarriere som stadig blev taget ganske seriøst. Mht. træning, ja så er formen nok ikke hvor den har været. Jeg har holdt en rigtig lang pause, da noget af det der straffer mig i dag, nok er at jeg stædigt prøvede at holde mig nogenlunde i form i ugerne efter styrtet. De sidste par uge har jeg forsøgt mig med nogle kortere ture udendørs og det ser ud til at det går ok, så håbet er helt klart at få lov til at køre en solid vintertræning. Jeg har i hvert fald efterhånden opsparet en del energi der venter på at blive brændt af.

Træningslejren godt i gang.

For 3. år i træk er jeg med ABC i Benidorm, som ligger ca. 40 km nord for Alicante i Spanien. I skrivende stund er vi lige kommet tilbage til hotellet efter den 4. træningsdag hernede. Vejret viser sig fra sin bedste side, indtil videre har temperaturen ligget mellem 20 og 25 grader godt flankeret af sky-fri himmel. I overmorgen (tirsdag d. 22) har jeg glæden af at fejre min 30 års fødselsdag med nogle gode bjerg intervaller. Træningen kan følges her på siden. For nørderne, så klik på “See splits” eller “Se omgange” i Garmin menuen i venstre side. Her kan mere detaljeret data studeres.

Min Garmin er væk!

Den opmærksomme læser har sikkert bemærket at træningen har ligget stille den sidste 1,5 måneds tid.. i hvert fald i form af opdateringer her på siden. Desværre mistede jeg min elskede Garmin Edge 500 under et cross løb. Det skete med 400 meter til mål og jeg lå 2´er i løbet. Tænkte at jeg lige ville smutte over stregen og så fluks tilbage og samle dem op. Desværre var den som fordampet fra jordes overflade!. Jeg må nok hellere snart investere i en ny..

Ude med hjernerystelse!

Det bliver et kort indlæg, da jeg slet ikke burde kigge på en skærm. Sidste lørdag var jeg til Japp’s polterabend. Under dagens første indslag, bmx cykling, ryger jeg ud over styret. Full-face hjelmen flækker og redder nok min kæbe. Resultatet er en hjernerystelse som ikke er så rar. Håber at det snart er overstået.!

Parløbs-sejr med Quaade

Årets anden sejr kom i dag i hus sammen med Rasmus Quaade på dagens partidskørsel i Køge. En bagende varm dag, eller det var jo kun 22 grader, men det føles jo varmt efter hvad vi ellers har været udsat for. Quaade viste overbevisende styrke inden næste uges U23 DM, hvor han nok bliver manden man skal slå for at vinde. Jeg havde en dag på det jævne, da min pollen-allergi for alvor er kommet i forårs-humør!. I morgen tager Rasmus og jeg en lidt længere partid på motorvejen til Viborg, hvor vi skal køre en lille 25 km enkeltstart. Med et stærkt felt er min personlige målsætning nok omkring en top 5.

Første TT sejr i lang tid!

Endelig fandt jeg den gamle enkeltstartsrytme frem igen efter nogle års fravær. Det skal ikke være nogle hemmelighed, at efter DM-medaljen i 2007, blev det pluselig svært at køre enkeltstarter. I starten tænkte jeg at en “lørdags” enkeltstart herhjemme, burde være en ren walk-over, når nu, at man måneden inden havde en DM-medalje om halsen. Sådan var det jo bare naturligvis ikke. Der skulle stadig trædes, det skulle stadig gøre lige så ondt og man skulle stadig være lige så koncentreret som før DM 2007. En række sekundære placeringer på enkeltstarterne i 2008 og 2009 løftede ikke ligefrem forhåbningerne om, at komme tilbage på samme niveau som før. Heldigvis har der været nogle enkelte mennesker omkring mig, som stadig troede på det og blev ved med at bakke op. Michael Blaudzun er en af dem, der hele tiden huskede mig på at talentet for tidskørsler stadig er der, så det var bare med at blive ved med at fokusere. Forhåbentlig var lørdagens sejr første skridt på vejen:)

Endnu en sæson er skudt igang

Den 11. (læs. sæson)  af slagsen med nummer på ryggen gik for alvor i gang i går med 1 afd. af Post Cuppen i Vejle. Jeg har de seneste uger trænet hårdt for at kompenserer for, ikke at have kørt noget “forårs” program syd på i år. Farten var der i benene, men bare ikke hele distancen… Der går nok lige nogle weekender før at jeg er helt skarp til at vinde løb, men det går nok. I går blev jeg i hvert fald godt blæst igennem på de 178 km i ganske udfordrende tærren. Flere bakker på ruten gjorde det hårdt, flere tons jord og gylle på vejene gjorde det spændende (og rystende)!. Nå, men jeg kom da igennem i 2. gruppe, der skulle køre om 19. pladsen. Jeg gjorde mit bedste for at køre spurten for Morten C., men tror nu ikke at jeg bliver hans foretrukne “lead-out” mand fremover. Som man kan se på data´erne fra løbet, træder jeg “hele” 450W i spurten.. Ja, benene var lidt stegte tilsidst!.

Nu står den på ture over Storebælt de næste mange weekender, med Nyborg som næste mål.